Familiegudstjeneste Helligtrekongers søndag

Julen varer ikke til påske men til og med Helligtrekonger. Det kan være rigtigt nemt at glemme, fordi julen standser så brat i butikkerne og på gaderne, når julepynten allerede tages ned 2. juledag for at gøre klar til nytårsløjerne.

Så på Helligtrekongers søndag den 5. januar, når mørket har sænket sig, mødes vi i kirken kl. 16 til en kort gudstjeneste, og så tager vi blus og lys i hænderne og går ned igennem mørket til bålet i præstegårdshaven i Gl. Havdrup og synger julen ud under stjernerne.
Ved bålet vil der være lidt at drikke og en bolle at spise. Du kan tage dit eget lys med dig eller få et fra kirken.

Skumringsstund: ½ times time-out i din kirke

Hver onsdag i januar og februar kl. 17-17.30 kan du igen komme til skumringsstund i Havdrup Kirke. Hvis du ikke har prøvet det før, så er chancen der nu for en halv times time-out, med sagte musik, stilhed og let meditation. En halv times ø – imellem dagen der er gået, og aftenen der ikke er begyndt.

Kirkens to præster Kristine Stricker Hestbech og Bente Lybecker vil på skift være til stede. Til alle interesserede siger de: ”Tag en pude og et tæppe med til kirkebænken, hvor du kan sætte dig eller lægge dig som du vil. Du skal intet, blot finde din indre ro og lade det guddommelige i rummet favne dig med kærlighed.” Første skumringsstund bliver onsdag den 8. januar kl. 17.

Sognepræst Otto Lundgård fortæller om Storm P.

Storm P. var kendt for sit skæve og humoristiske syn på livet, for sine malerier og mange bladtegninger, men var han også troende? Det mener sognepræst Otto Lundgård, som kommer til Havdrup Sognehus og holder foredrag om Storm P. tirsdag den 14. januar kl. 19.30.

Otto Lundgård fortæller, at Storm P. rent privat omtalte sine malerier som ”små skikkelige altertavler”, og med den indgang vil Lundgård fortælle os om den tro, man kan møde i Storm P.´s billeder, hvor humoren møder os i sit slægtskab med barmhjertigheden.

Har du lyst til at gå på opdagelse i Storm P.s skæve verden i det nye år og møde ham på en anderledes måde, så er chancen der til dette foredrag.

Entre inkl. kaffe og kage som sædvanlig til den fordelagtige pris af bare 50 kr.

Pensionister kan nøjes med 30 kr.

Kilde: Havdrup Kirke

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.