”Det skal ikke være asfalt og beton det hele. Solrød Kommune prøver at fremme biodiversitet i hele kommunen, fra transportcenter til fællesarealer, men de kan ikke gøre det alene”…

Grethe Hermansen fra menighedsrådet i Havdrup er i løbet af 3 kursusaftner blevet uddannet til naturambassadør i Solrød Kommune og fortæller engageret om alt det nye, hun har lært. Det er formiddag i Sognecaféen, og de mange deltagere, som fast mødes i sognehuset om tirsdagen, er lutter øren.

– Men hvad kan man så gøre hjemme i sin egen have, når man er pensionist med begrænsede midler? Ja, det behøver ikke koste en bondegård!

– Jeg købte en gammel vandkande uden bund til 5 kr. og en potte med purløg til 7 kr., som jeg satte ned i vandkanden. Insekter elsker purløg. En gammel balje havde jeg også. Den fyldte jeg med vand til bierne.

Sten samlede jeg i en lille bunke i solen som varmesten for små dyr. Og så fremdeles!

– Over 100 insektarter er afhængige af mælkebøtter, så nu lader jeg de gule blomster bliver stående på græsplænen. Men kun på plænen, ikke i bedene! Brændenælder har jeg jo også bekæmpet i mange år, men nu får nogle af dem lov til at stå, for sommerfuglene er så glade for dem, især dem der står i solen .

Ingen tvivl: Grethe Hermansen er blevet en virkelig god naturambassadør, og det smitter. Efter Grethes fortælling var der masser af interesserede spørgsmål fra salen.

Kilde: Havdrup Kirke

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.