Julehjælp til trængte familier i Havdrup

I år er der 14 familier, der har fået tildelt julehjælp fra Menighedsplejen i Havdrup kirke efter ansøgning. Menighedsplejen ønsker at takke Havdrup Cykelservice, Havdrup Erhvervsnetværk og mange private givere for store og små donationer til julehjælpen, så de har kunnet hjælpe de familier, som har behov for en håndsrækning til juledagene. Der kom desværre flere ansøgninger efter fristens udløb, som det ikke har været muligt at imødekomme.

Overskudsmad er også julehjælp

SuperBrugsen i Havdrup bidrager også til julehjælpen ved at dele overskudsmad fra julediskene ud den 23. december om aftenen. Det foregår på den måde, at maden bliver pakket i poser, som bliver udleveret ved sognehuset direkte fra varebilen Lillejuleaften kl. 20.30-21 til dem, som har fået tildelt julehjælp. Andre værdigt trængende er også velkomne. Har du brug for at få del i overskudsmaden, skal du sende sms eller ringe til formand for Menighedsrådet Marianne Hauge på mobil 30 10 04 42 senest 23/12 kl. 12.

Tonny Lauridsen, som er formand for SuperBrugsen i Havdrup, siger, at de hver dag arbejder for at skabe mindre madspild fra butikken: ”Det belaster jo klimaet at producere mad, derfor synes vi selvfølgelig, det er helt forfærdeligt at smide mad ud, som der er blevet brugt resurser på at fremstille.”

For Tonny Lauridsen er det vigtigt først at hjælpe i lokalområdet, derfor samarbejder de med Menighedsplejen i Havdrup. Desuden arbejder de på – ligesom sidste år – at hjælpe flygtningefamilier i Solrød Kommune via integrationsgruppen. Først når de to muligheder er brugt op, og hvis der stadig er overskudsmad tilbage, bliver det sidste kørt til Stop Madspild i Greve, som fordeler resten.

Julens og nytårsaftens gudstjenester i Havdrup

I Havdrup kirke tilpasser vi julens gudstjenester til coronasituationen. Juleaften vil blive annonceret på www.havdrupkirke.dk og på kirkens facebookside senest tirsdag 22/12. Hvis der sker ændringer i forhold til planlagt, vil alle tilmeldte få særlig besked.

1. og 2. Juledag og Julesøndag er der gudstjeneste i sognehuset kl. 11. Tilmelding via www.havdrupkirke.dk senest den 22. december. Nytårsaftensdag er der gudstjeneste i sognehuset kl. 15. Tilmelding senest den 28. december. Deltagerantallet alle dage begrænses til 30 inkl. personale. Der bliver ingen nadver ved disse gudstjenester. Nytårsaften bliver uden champagne.

Sådan går du til gudstjeneste i Havdrup i julen:

Sørg for at tilmelde dig og din familie på kirkens hjemmeside. Og husk at blive hjemme, hvis du har symptomer! Brug mundbind, hold afstand og sprit af. Vi sørger for at lufte godt ud.

Når du kommer til sognehuset, skal du gå direkte ind til pladserne i salen og enten beholde frakken på eller tage den med dig ind på stolen.

Efter gudstjenesten går man ud på parkeringspladsen gennem glasdøren og holder god afstand.
Vi trykker salmeblade til alle gudstjenester. Vi opstiller en papirkurv ved udgangen, men du er også velkommen til at tage sangbladet med hjem.

Havdrups lille gule kirke er åben alle dage. I kirken afspilles julemusik, og man kan sidde lidt og tænde et lys.

Julegaveide: Giv en Stilhedsretræte på Refugium Smidstrup Strand

Som noget nyt tilbyder præsterne i Havdrup kirke nu stilhedsretræte. Den første af slagsen bliver på Refugium Smidstrup Strand i Gilleleje i weekenden 19. – 21. februar 2021. Retræte betyder at trække sig tilbage. Fra arbejdet, hverdagen og pligterne, for at give sit sind ro og stilhed og sin ånd tid til fordybelse i troen.

Præsterne Bente Lybecker og Kristine Stricker Hestbech

Præsterne Bente Lybecker og Kristine Stricker Hestbech fungerer som retræteledere. Bente har mange års erfaring med stilleretræter og Kristine er pilgrimspræst. Der er plads til 10 deltagere efter først-til-mølle-princippet. Tilmeldingsfrist torsdag den 24. december.
Se mere info på kirkens hjemmeside havdrupkirke.dk

Kilde: Havdrup Kirke

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.