Efter mange måneders planlægning og adskillige timers arbejde med at skrabe penge sammen kunne Havdrups Superspringere igen deltage i det store internationale gymnastikstævne ”Festival Del Sole” i Italien.

Søndag d. 3. juli 2016 sendte Havdrup Gymnastikforening 29 dygtige Super Springere 1 uge til Italien sammen med deres 4 instruktører og 3 frivillige fra forældregruppen. Gymnasterne deltog i ‘Festival del Sole’ i Riccione, hvor de blandt andet selv skulle opvise flere gange, men udover det også kunne deltage i forskellige workshops, se andre hold fra hele verden opvise og ikke mindst knytte venskaber på tværs af landegrænser.

Super Springerne som er i alderen fra 12 – 16 år fik en oplevelse for livet. Mange af gymnasterne havde også været med for 2 år siden, men for nogen var det første flyvetur og for flere var det første rejse uden mor og far, så spændingen var stor da holdet mødte ind i Københavns lufthavn lørdag tidlig morgen. Der blev da også opdateret flittigt på de sociale medier gennem hele ugen fra Riccione, så familie og venner herhjemme i Danmark kunne følge ugens oplevelser på Facebook og Instagram.

Udover gymnastik fik de unge gymnaster naturligvis også rig lejlighed til at nyde det skønne vejr i Italien, og flere ture på stranden, shoppet, spist fælles pizza, besøgt isbarer og en tur i badelandet Aquafan blev der også tid til. Der blev trænet næsten hver dag og nogle morgener stod den på morgenvækning kl. 06.00 for at kunne nå med bussen kl. 06.30 for at træne i arenaen på den tildelte tid.

Opvisninger fordelte sig på flere dage, og det var nogle spændte Super Springere der leverede et par flotte opvisninger og med stolthed repræsenterede Danmark i dette års ”Festival Del Sole”. Denne rejse kunne kun lade sig gøre, fordi forældregruppen bag holdet udførte et kæmpe arbejde for at få det hele til at klappe, og fordi instruktørerne og 3 forældre på Super Spring valgte at bruge en uges ferie sammen med gymnasterne. Alle har fået en oplevelse for livet og vi håber, at denne rejse kan gentages igen om et par år hvor der atter er ”Festival Del Sole” i Italien.

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.