Søndag d. 29. sept. 2019 slog Havdrup Gymnastikforening dørene op til dette års Store Legedag i de skønne faciliteter i Hal 2 i Havdrup Idrætscenter. Atter var dagen en kæmpe succes med omtrent 500 besøgende.

Omkring 500 personer var mødt op til 3 hyggelige timer i selskab med Havdrup Gymnastikforening, som havde hentet alle redskaber ud af redskabsrummet og arrangeret en kæmpe stor legeplads i den ene ende af hallen og 5 store springbaner i den anden ende af hallen.

I midten af hallen blev der udført Parkour og i Multisalen blev der bokset på sandsække med boksehandsker. Det var et slaraffenland af redskaber, og Havdrup Gymnastikforening havde åbnet op for den store godtepose med både springrav og pomfritgrav (løsskumsgrav), og de helt store redskaber såsom professionel stortrampolin, stor springbane med airtrack, måtter og trampoliner af forskellige arter.

Men der var også plads til de mindre som boltrede sig på skumredskaberne på den gigantiske redskabsbane og i babyhjørnet var der plads til de helt mindste med et boldbassin og sanselegetøj. Ind imellem de mange aktiviteter var der mulighed for at få stillet den lille sult med dejlig frugt og brød sponsoreret af SuperBrugsen Havdrup.

Arrangementet var atter så stor en succes, at flere fik smag for gymnastikken, og undervejs var der flere som måtte have fat i telefonerne og tilmelde sig selv eller børnene til et af forenings mange holdtilbud her i vintersæsonen.

Da arrangementet var afsluttet, benyttede gymnastikforeningen lejligheden til efterfølgende at få rengjort samtlige redskaber og redskabsrum samt ryddet op, så redskaberne nu står klar til en lang vintersæson.

Havdrup Gymnastikforening er utroligt glade for at så mange tog imod det gratis tilbud om en aktiv dag i både familiens og motionens tegn, og vil naturligvis fortsætte den årlige tradition med Store Legedag til næste år, når efteråret sætter ind.

Kilde: Havdrup Gymnastikforening

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.