Alt for få unge på Sjælland og Lolland-Falster vælger at uddanne sig til fx tømrer, murer eller snedker, når de er færdige med 9. eller 10. klasse. Værst står det til i Roskilde, Solrød og Greve. Samtidig er mange ældre håndværkere på vej på pension. Det viser en ny opgørelse fra Dansk Byggeri, som frygter fremtidens mangel på faglærte hænder.

Unge i 9 og 10. klasse skal senest den 1. marts beslutte, hvilken vej de vil gå, når de er færdige med grundskolen. 22 procent af de unge på Sjælland og Lolland-Falster valgte sidste år at søge ind på en erhvervsuddannelse. Stevns og Odsherred er de eneste kommuner i området, hvor søgningen til erhvervsuddannelserne sidste år var over 30 procent. I Solrød og Greve var det 16 procent og i Roskilde 13 procent. Det bekymrer Dansk Byggeri.

Godt 139.000 faglærte på landsplan har nemlig rundet de 60 år, og det betyder, at de har udsigt til at kunne gå på pension inden for de næste 10 år.

– Antallet af unge, der vælger en erhvervsuddannelse, er alt for lavt, særligt i nogle af kommunerne. Og det står i kontrast til, at rigtig mange faglærte er på vej på pension, siger formand for Dansk Byggeri Sjælland & Lolland-Falster Jesper Toftebjerg Andersen.

Nødvendigt med mere ambitiøse mål

Kommunerne er fra i år forpligtet til at sætte mål for søgningen til erhvervsuddannelserne, og Dansk Byggeri Sjælland & Lolland-Falster opfordrer alle kommuner til at arbejde aktivt for at få flere unge til at søge.

– Samtlige kommuner bør sætte et ambitiøst mål og lægge en plan for, hvordan målet rent faktisk nås. Der findes et væld af gode muligheder, hvor børn og unge kan få lov til at prøve sig selv af og finde ud af, hvad det vil sige at arbejde med byggeri, siger formand for Dansk Byggeri Sjælland & Lolland-Falster Jesper Toftebjerg Andersen.

Unge og forældre skal informeres bedre

Kommunerne bør ifølge formanden generelt tage et større ansvar for i skolerne at introducere børn og unge til håndværksfagene, så gymnasiet ikke automatisk bliver det naturlige valg.

– Vi har kommuner i området, hvor søgningen til erhvervsuddannelserne er helt nede på 13-16 procent. De er nødt til at hjælpe til med at påvirke både børnenes, de unges og ikke mindst forældrenes holdning til de erhvervsfaglige uddannelser, så flere får øjnene op for, at en faglig uddannelse og karriere måske netop er vejen frem for dem, siger formand for Dansk Byggeri Sjælland & Lolland-Falster Jesper Toftebjerg Andersen.

Kilde: Dansk Byggeri

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.