PV Greve A/S overtog fra 1. juli opgaven med at vedligeholde veje, stier og grønne arealer i Greve Kommune. Dermed er det første offentligt-private samarbejde inden for park- og vejområdet i Danmark i gang.

Kommunens stier, veje og grønne arealer bliver fra 1. juli vedligeholdt af PV Greve A/S, et nyetableret offentligt-privat aktieselskab, der i fællesskab er ejet af Greve Kommune og Arkil A/S. Denne opgave har hidtil været udført af det kommunale selskab Park & Vej.

PV Greve A/S bliver dermed det første offentligt-private selskab inden for park- og vejområdet i Danmark.

”Jeg ser frem til dette nye offenligt-private samarbejde” siger borgmester Pernille Beckmann. ”Tanken med samarbejdet i det nye selskab er jo at kombinere vores viden og erfaringer fra kommunen med  en privat aktørs kompetencer og på den måde skabe bedre service”.

Det vil stadig være medarbejdere og materiel fra det tidligere Park & Vej, der vil udføre opgaverne på kommunens veje, stier og grønne arealer. Men nu vil der bare komme til at stå ”PV Greve A/S” på arbejdstøj og bildøre.

Borgerhenvendelser til det nye selskab kan fortsat ske på telefon 46 16 03 00, mens e-mails fremover skal sendes til pvgreve@pvgreve.dk

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.