Byrådet sætter nu flere penge af til det kommende Hjerterum i Solrød Idrætscenter, så det nye samlingssted kan blive, som foreningerne og borgerne ønsker, det skal være.

Da de mange aktive foreninger og Solrødborgere, der nyder at komme i Solrød Idrætscenter, i foråret 2019 blev spurgt om, hvordan et kommende fælles samlingssted i hjertet af Idrætscenteret skal indrettes, stod særligt én ting højt på ønskelisten – et nyt køkken, hvor man kan lave varm mad, og et rummeligt caféområde.

Netop køkkenet og caféområdet har derfor været et af omdrejningspunkterne i projektet med at etablere et hjerterum i Solrød Idrætscenter med plads til fællesskaber, hvor foreninger og borgere føler sig hjemme og kan samles og være aktive sammen. Derfor har byrådet på marts måneds byrådsmøde valgt at afsætte 1,4 mio. kr. mere til projektet, så der nu i alt er sat 3,1 mio. kr. af.

Det har nemlig efter udbudsrunden vist sig at være væsentlig dyrere at leve op til foreningerne og borgernes ønsker bl.a. på grund af nye krav til brandsikkerhed, ventilation og opgradering af flugtvej.

“Det er vigtigt for byrådet, at projektet indeholder det, der betyder mest for foreningerne og borgerne, så vi sammen kan skabe det Hjerterum, der kan gøre vores idrætscenter endnu mere indbydende, fleksibelt og fyldt med liv,” siger Ivar Haugaard-Hansen, formand for Social-, sundheds- og fritidsudvalget.

De ekstra omkostninger er fundet inden for Social-, sundheds- og fritidsudvalgets eget område.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.