Søndag den 20. juli tilbyder Greve Museum omvisninger i to af museets store udstillinger:

Kl. 11.30 Skolen 200 år – fra tavle til iPad.

Kl. 14.00 Velfærdsdrømme. Greve i det 20. århundrede.

Skolen 200 år – fra tavle til iPad
Mens skolebørnene nyder en lang sommerferie i juli måned, er det den 26. juli præcis 200 år siden, at kong Frederik den 6 underskrev en række skolelove, som lagde grundstenen til den danske folkeskole.

I udstillingen Skolen 200 år – fra tavle til iPad, er der rig lejlighed til at udforske skoleudviklingen i Greve Kommune fra 1814 og helt frem til nutidens skolegang i 2014. Søndag den 20. juli kl. 11.30 viser museumsinspektør Kirsten Egholk rundt i udstillingen og fortæller om skoleudviklingen og de lokale skoler i Greve. Der perspektiveres i forhold til de sidste 200 års udvikling i anledning af den danske folkeskoles start i 1814. Udviklingen fra 1814 til 2014 i de lokale skoler i Greve Kommune belyses i udstillingen igennem fire temaer: 1800-tallets landsbyskole, centralskolen fra 1954, kommuneskolerne i 1970´erne og fremtidens folkeskole fra 2014.

Velfærdsdrømme. Greve i det 20. århundrede
Skolernes udvikling i Greve er også et element i museets permanente udstilling Velfærdsdrømme. Greve i det 20. århundrede. I 1970´erne blev der bygget ca. en halv skole om året i Greve Kommune, som både voksede i areal med kommunesammenlægningen i 1970 og med den store tilflytning til de nye parcelhuskvarterer. Søndag den 20. juli kl. 14 viser museumsinspektør Kirsten Egholk rundt i udstillingen og fortæller om Greves udvikling igennem 1900-tallet. I udstillingen kan man blandt andet sætte sig ind bag rattet i en Fiat 600 fra 1972 og tage med på en historisk rejse og opleve Greves udvikling fra åbent land til moderne by i det 20. århundrede.

Praktisk
Der er fri entre til både museum og omvisninger på Greve Museum, Bækgårdsvej 9, 2670 Greve. Museet har åbent søndag kl. 11-17, tirsdag til fredag fra 11 til 15, mandag og lørdag er der lukket.

I museets cafe er der mulighed for at købe en let frokostanretning og kaffe og kage. Se mere om museet på www.grevemuseum.dk

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.