Der var både fremgang og tilbagegang i de sjællandske kommuner, da Dansk Byggeri igen i år tog temperaturen på erhvervsvenligheden i landets 98 kommuner.

Greve fik sig en gevaldig mavepuster, og er nu blandt den mindst erhvervsvenlige kommune på Sjælland, mens Sorø, Lejre, Solrød og Kalundborg har taget et stort spring i den erhvervsvenlige retning og nu er bedst på Sjælland.

Uanset om kommunerne er gået frem eller tilbage på listen over, hvor erhvervsvenlige kommunerne er, så oplever jeg over en bred kam, at politikere og kommunale embedsmænd på Sjælland gerne vil være erhvervsvenlige og derfor bruger analysens resultater – gode som mindre gode – som et fingerpeg om, hvor de med fordel kan forbedre sig. Det vil jeg gerne sige tak for. Det er den rigtige indstilling. Hvor det er muligt at skrue op for erhvervsvenligheden er selvfølgelig forskelligt fra kommune til kommune. Men fx er ventetiden på en byggetilladelse steget i flere sjællandske kommuner, ligesom nogle kommuner også sender færre opgaver i udbud. Der er masser af ting at tage fat på.

I Dansk Byggeri Sjælland kommer vi gerne på besøg til en dialog om, hvordan det går med erhvervsvenligheden. Med fælles hjælp er jeg sikker på, at vi kan gøre det nemmere at drive virksomhed i vores sjællandske kommuner.

Af formand for Dansk Byggeri Sjælland & Lolland-Falster, Jesper Toftebjerg Andersen

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.