For 9. år i træk markerede Solrød Kommune Den Nationale Flagdag til ære for Danmarks veteraner, udsendte og deres pårørende.

Landet over blev de danske veteraner og udsendte lørdag den 5. september hædret for deres indsats i verdens brændpunkter. Det er 12. gang, at Den Nationale Flagdag markeres i Danmark og 9. gang, at Solrød Kommune også markerer dagen som et vigtig udtryk for anerkendelse af de udsendtes indsats, ofre og tab i forbindelse med deres tjeneste i Danmarks navn.

I Solrød Kommune deltog ca. 30 veteraner og pårørende i fejringen af Den Nationale Flagdag, som startede med, at Dannebrog blev hejst til vejrs, hvorefter borgmester Niels Hörup tog ordet og talte til de fremmødte.

Den indsats, som I yder på missioner ude i verdenen, går ikke ubemærket hen. I forlader jeres trygge, velkendte rammer for at rejse til ukendte rammer i verdens brændpunkter. Ud på missioner, som handler om at gøre livet trygt for os herhjemme i Danmark. I rejser afsted for at forsvare andre. For at forsvare Danmark, for at forsvare jeres venner, for at forsvare jeres familie, for at forsvare de demokratiske værdier,” sagde Niels Hörup i sin tale til veteranerne og fortsatte:
I har min dybeste respekt for den indsats, som I yder. I påtager jer et ansvar og udviser en modighed, som gør en stor forskel for Danmark.”

Efter talen blev alle fremmødte inviteret indenfor på rådhuset til kaffe og morgenmad.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.