Sundhedskrisen har bestemt gjort det til en udfordrende sæson for Coding Pirates Solrød, men alligevel går de på sommerferie med armene hævet over hovedet.

Bestyrelsen i WAVES Shoppingcenter i Greve har besluttet at støtte det frivillige initiativ med 8.000 kr. til indkøb af LEGO Mindstorm robotter.

”Efter en meget succesfuld udflugt til Robotfestivalen i Universe Science Park på Als sidste år, har vi oplevet nysgerrighed for at lære mere om robotterne. Vi er naturligvis rigtig glade og taknemmelige for det gavmilde sponsorat og vi glæder os til at kunne byde kodepiraterne velkommen tilbage efter sommerferien til duften af nye robotter udtaler formand for Coding Pirates Kim Sunesen.

Centerchef i WAVES Pia Murmann Løhndorf, glæder sig også til samarbejdet. ”I WAVES vil vi gerne give en håndsrækning til børn og unge. Især lokale projekter og tiltag, som involverer dem på en givende og positiv måde. Det er også vigtigt for os, at sponsoratet giver mulighed for et gensidigt samarbejde. Alt dette får vi opfyldt med sponsoratet til Coding Pirates Solrød”

Hun fortsætter: ”WAVES sponsorat til Coding Pirates kan blive forøget med yderligere 5.000 kr., hvis man downloader WAVES app, logger ind i pointshoppen og donerer de point, som fås ved hvert eneste besøg i WAVES, til de små kodepirater. Jo flere point, der doneres til Coding Pirates Solrød, jo større sponsorat.”
”Nu skal vi nyde sommeren og så håber vi på en mere ”normal” sæson efter ferien – Det er min klare fornemmelse at både børn og frivillige har savnet hinanden! Det må jo betyde vi gør noget rigtig og jeg kan slet ikke takke vores fantastiske frivillige nok. De lægger en kæmpe indsats for vores lille klub”, slutter Kim Sunesen.

FAKTA BOKS:
Coding Pirates er en landsdækkende organisation baseret på helt frivillige og helt ulønnede kræfter. Vi arbejder med at fremme børn og unges produktive og kreative IT-kompetencer via afholdelse af klubaftener. Det sker hver mandag på Solrød Bibliotek mellem 17-19.00, hvor 25 drenge og piger i alderen 9-15 udforsker og bliver nysgerrige på kodning, spilkreation og robotter.

Kilde: Kim Sunesen

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.