Ikke alle børn har en voksen, som de kan snakke med, lege med eller betro sig til. Men nu kan børn i Solrød med spinkelt socialt netværk få mulighed for at få en voksenven. Derfor er der brug for flere voksne, der har tid og overskud til at være ven for et barn, der har brug for det.

Børns voksenvenner, der er en landsdækkende organisation med lokalforeninger spredt over det ganske land, er nu ved at etablere sig i Solrød. Lokalforeningen Køge dækker ud over Solrød også Greve, Faxe, Køge og Stevns kommune.

Børn Voksenvenner Køge ønsker at udbrede kendskabet til foreningens gode frivillige arbejde til Solrød-borgerne. Foreningens arbejde går ud på at danne venskaber mellem ressourcefulde voksne/unge og så børn, som af forskellige årsager har et spinkelt voksennetværk. De børn har brug for de frivillige Voksenvenner, som foreningen håber, at der kan komme mange af i Solrød.

“Hvad enten du kunne have mod på at blive voksenven, frivillig i foreningen, lave bestyrelsesarbejde, eller du har et barn, som har et behov, så er du meget velkommen til at kontakte os”, siger Johnny, der selv er voksenven i Køge og formand i lokalforeningen. Sammen med Solrød Aktivitets- og Frivilligcenter er de initiativtagere til at få Børns Voksenvenner mere synlige i Solrød Kommune:

“Vi er enige om, at voksenvennerne helt sikkert findes derude. Jeg blev faktisk selv voksenven, fordi jeg tilfældigt læste om dem i avisen en morgen i S-toget på vej på arbejde, og tænkte, at hér var der en god sag”.

Som frivillig i foreningen kan du gøre en stor forskel for børn og unge i Solrød. “Min søn og hans voksenven har kendt hinanden i 5 år. Min dreng fik hurtigt både mere selvtillid og selvværd. Der var en voksen, der virkelig ville ham, og som havde tid og overskud til “bare” at være sammen”, siger en mor fra Køge. “For min søn har det haft stor betydning, at han fik en mandlig voksenven, da han har haft få mandlige rollemodeller omkring sig.”, fortsætter hun.

Foreningen lægger også vægt på, at voksenvennerne skal have et udbytte af venskabet. Kim, der er voksenven, understreger, hvor meget det har betydet for ham selv med relationen. “Det er nogle gange som at være dreng på ny. Det, synes jeg, er sjovt. Men derudover giver det mig stor glæde at se den udvikling, der sker, og som jeg er med til at præge”.

Ud over at skabe venskaber mellem voksne og børn, er Børns Voksenvenner Køge i gang med at søsætte det nyeste projekt kaldet “Storebror/storesøster”. I dette koncept er de voksne lidt yngre, 20-35 år og børnene lidt ældre, 10-15 år.

Børns Voksenvenner Køge har allerede kontakt med børn fra Solrød, der ønsker en voksenven. Så behovet er der. I samarbejde med Solrød Aktivitets- og Frivilligcenter vil de nu se, om ikke der skulle findes voksne i Solrød Kommune, der kunne tænke sig at blive voksenven eller storebror/storesøster.

Børns Voksenvenner Køge inviterer alle interesserede mænd, kvinder og storebrødre/storesøstre til at komme og høre mere ved et fyraftensmøde i Solrød Aktivitets- og Frivilligcenter mandag d. 23. september, kl. 17.00-18.00. Har du spørgsmål kan du kontakte koege@voksenven.dk.

Kilde: Aktivitets – og Frivilligcenter

 

 

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.