Torsdag d. 10. oktober trækker børn fra Solrød i forklæderne, når de deltager i Bag for en Sag 2019. Sammen med børn fra resten af landet er de med til at gøre en forskel for børn, der har det svært. Overskuddet fra deres salg af bagværk doneres nemlig til Børns Vilkårs arbejde med BørneTelefonen.

Oktober måned bliver atter fyldt med velduftende bagværk, når flere end 80.000 børn og unge over hele landet kaster sig ud i diverse bageprojekter til fordel for BørneTelefonen. Der vil blive pisket, bagt og dekoreret efter alle bagekunstens regler, når Bag for en Sag endnu engang løber af stablen.

Poppelbo er en af de mange institutioner, der deltager i Bag for en Sag i år:

“Vi er med, fordi det matcher vores værdier. Vores børn skal lære, hvordan de kan hjælpe andre. Samtidig er det at bage en rigtig hyggelig pædagogisk aktivitet og også en god anledning til at invitere forældrene indenfor. Vi taler med de ældste børn om, hvad salget af kagerne går til; vi skal støtte børn, der er dårligt stillede, og som ikke nødvendigvis har gode voksne omkring dem. Det er en vigtig snak,” fortæller leder af Poppelbo Annette Sørensen.

Dermed er børn fra Solrød med til at sørge for, at endnu flere børn og unge i Danmark kan få rådgivning på BørneTelefonen hos Børns Vilkår.

Bag for en Sag er en årlig tilbagevendende begivenhed, der er blevet afholdt siden 2005. Foruden at både børn og voksne kan have det sjovt med at bage, er Bag for en Sag også en anledning til at få talt om de problemer, der kan fylde hos børn – og så er det en nem måde at engagere børn i at hjælpe andre børn.

“Vi er utrolig glade for den store opbakning fra både børn, unge og voksne ved Bag for en Sag. Pengene fra det solgte bagværk er med til at sørge for, at endnu flere børn kan komme igennem til en frivillig rådgiver på BørneTelefonen, der lytter og hjælper, når livet slår knuder,” siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.

BørneTelefonen havde sidste år 49.345 rådgivninger med børn og unge – om alt fra forelskelse og venskaber, til mobning, ensomhed og tanker om selvmord.

Kilde: Børns Vilkår

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.