Det er en ganske særlig tid. En tid, der udfordrer os alle, og en tid, hvor vi skal finde ud af, hvordan vi kan være sammen hver for sig. Det kan godt blive ensomt, nu hvor vi alle og især ældre mennesker bliver bedt om at blive hjemme og begrænse besøg fra familie eller venner. Nu føles kontakten med omverdenen vigtigere end nogensinde.

Vi hører fra mange, at de savner selskab og nogen at tale med. De er vant til at være aktive, gå til arrangementer, gymnastik, være frivillig i den lokale genbrugsbutik eller har børnebørn, de passer hver uge.

Derfor har Ældre Sagen taget initiativ til Ældretelefonen.

I kan få eller blive telefonvenner gennem Ældretelefonen og give et andet menneske og jer selv glæden ved at have nogen at snakke med.

Vil I gerne have en at tale med, så meld jer på www.ældretelefonen.dk.

Lige nu søger vi både dem, der gerne vil løfte røret og starte samtalen med en, der savner selskab – og dem, der har behov for en hyggelig snak med en telefonven.

Vær med – og hjælp os med at give budskabet videre!

Kilde: Ældre Sagen

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.