Efter 40 års tro tjeneste i Solrød Kommune – og ikke mindst 40 år som en god kollega – fik teknisk servicemedarbejder Carl Martin Limbrecht den 9. marts 2021 Dronningens Fortjenstmedalje.

For 64-årige servicemedarbejder Carl Martin Limbrecht var tirsdag den 9. marts 2021 en helt særlig dag. Det var nemlig dagen, hvor han modtog Dronningens Fortjenstmedalje for 40 års tro tjeneste i Solrød Kommune.

Og den vellidte servicemedarbejder blev da også modtaget med manér, da han ankom til Munkekærskolen, hvor han til dagligt arbejder, for at modtage sin hæder. Elever fra skolen havde nemlig dannet en flagallé, som Carl Martin Limbrecht skulle gå igennem til lyden af hujende og klappende kolleger og elever. Dagen igennem blev han fejret på coronavenlig manér af kolleger fra hele kommunen.

Carl Martin er et ualmindeligt dejligt menneske, der først og fremmest kærer sig om andre mennesker, og en virkelig god kollega, og det er ingen tvivl om, at han igennem alle årene har været – og stadig er – en stor gevinst for Solrød Kommune,” siger Janne Kiel, der er leder af Ejendomscenteret.

Carl Martin Limbrecht har prøvet lidt af hvert i sine 40 år i Solrød Kommune. Det hele startede med en stilling som halassistent i Solrød Idrætscenter i 1981, og siden dengang har Carl Martin Limbrecht både arbejdet på Uglegårdsskolen, den tidligere Jersie Skole og det, der i sin tid hed Undervisnings- og Kulturforvaltningen i Solrød Kommune.

I dag er Carl Martin Limbrecht teknisk servicemedarbejder på Munkekærskolen, hvor både ansatte og elever er meget glade for ham.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.