Torsdag d. 21 august får 15 af byens mindste og deres forældre en sjov oplevelse på Solrød Brandstation. Turen er arrangeret af interesserede borgere, der selv tog initiativ til et ‘sommer-åbent-hus’, og som de frivillige på brandstationen var med på.
“Min egen søn Carl på to et halvt år er helt ellevild med brandbiler og brandstationer. Derfor ringede jeg op på vores lokale brandstation og spurgte, om det var muligt at afholde en lille ‘sommer-åbent-hus’ for byens mindste – og selvfølgelig for de medfølgende forældre. Jeg fik fat i en fantastisk venlig og hjælpsom mand – Flemming – der lige ville undersøge mulighederne og vende tilbage. Og det lykkedes, og nu har vi lavet et lille arrangement for byens mindste på torsdag den 21. juli klokken 09.00 og ca. en times tid frem,” fortæller Morten Scheelsbeck, der tog initiativ til arrangementet.
Han fortæller, at brandmanden har lovet at køre den store brandbil frem og rulle brandslangen ud, og hvis nogle af børnene har mod på det, må de også gerne prøve at sprøjte med slangen.
Da det er en lille brandstation, og brandmanden skal kunne holde nogenlunde øje med, hvad der foregår, har han sat et max på 15 børn (plus forældre). Pladserne er allerede fyldt op for denne gang, men hos Solrød Brandstation undersøger de, om det er muligt at afholde et lignende arrangement inden længe for andre interesserede.
Deltag i debatten

Del.

Kommentarer er lukket.