Natten til søndag kl. 02.14 kørte politiet til Egeparken i anledning af nogle uoverensstemmelser blandt deltagerne i en privat fest. Politiet traf en tilskadekommen, 29-årig mand fra København, der under et forsøg på at komme sin kammerat – en 28-årig mand fra Solrød – til undsætning var blevet overfaldet og slået af nogle mænd.

Optakten havde formentlig været en diskussion og lidt tumult mellem de to mænd og et par piger, der alle deltog i en privat fest hos den 28-årige, der til sidst havde bortvist pigerne. Efter at festen var slut, sparkede ukendte gerningsmænd pludselig døren ind i den 28-åriges lejlighed. Han blev overfaldet, medens den 29-årige flygtede via altanen og skar sig herunder på noget glas. Efter overfaldet flygtede gerningsmændene i en personbil, som politiet senere standsede dog kun med føreren – en 20-årig mand fra Karlslunde – i. Da han både kunne mistænkes for at have deltaget i overfaldet og var påvirket af spiritus under kørslen, blev han anholdt til sigtelse for både vold og spirituskørsel.

Under efterforskning af sagen fandt politiet frem til den ene af de to piger i festen – en 19-årig kvinde fra Solrød Strand – som også blev anholdt som mistænkt for at stå bag volden forøvet af gerningsmændene. Begge anholdte blev sigtet for deres andele i voldssagen og løsladt efter afhøring samt udtagelse af en blodprøve til alkoholanalyse for den 20-åriges vedkommende. Politiet efterforsker nu sagen for at finde frem til de øvrige overfaldsmænd samt den sidste kvindelige deltager i festen for at få afklaret hendes rolle i sagen.

Deltag i debatten

Del.

Kommentarer er lukket.