Natten til søndag kl. 01.21 anmeldte en lokal mand, at han havde set to drenge male graffiti i en tunnel på Vestre Grænsevej ved Uglegårds skole. Graffiti-malerne var gået i retning mod Jersie station, hvorfra de ifølge anmelderen var løbet videre. En hundepatrulje kom til området, og kort efter kunne politihunde snuse sig frem til to drenge på 15 og 16 år fra Solrød Strand, som begge blev anholdt. De gemte sig i en busk ca. 300 meter fra Jersie station, og i deres medbragte rygsæk fandt politiet dels maskering, dels flere spraydåser i forskellige farver. De blev sigtet for hærværk/graffiti i tunnelen samt også for graffiti flere andre steder i Solrød-området. De blev løsladt efter afhøring til sagerne, og deres forældre samt de sociale myndigheder er blevet underrettet om sagerne mod dem. De vil begge høre nærmere fra politiet både med hensyn til afgørelse af sagerne samt et eventuelt erstatningskrav.

 

Deltag i debatten

Del.

Kommentarer er lukket.