Torsdag kl. 13.30 anholdt politiet en 18-årig mand fra Solrød Strand, da politiet traf ham siddende i en bil ved Tune Hallen. Politiet mistænkte ham for at have forøvet indbrud i Tune-området, idet politiet i bilens bagagerum fandt flere computere og et kamera, som han ikke kunne gøre rede for.

Årsagen til interessen for den 18-årige og den bil, som han sad i, skyldtes en årvågen borger, som tidligere på dagen havde bemærket bilen ved hallen og to unge mænd opføre sig mistænkeligt på stedet og senere på et stisystem i området. Medens politiet forsøgte at finde ud af, hvorfra effekterne stammede, modtog politiet en anmeldelse om indbrud i en villa på Nordgårdsvej, Tune, hvor et vindue var blevet brudt op, og bl.a. computere/Ipads svarende til de fundne var blevet stjålet.

Den anholdte blev sigtet og afhørt til dette forhold og samt flere indbrud i Køge Bugt-området i den seneste tid. Den anholdte vil fredag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med krav om varetægtsfængsling. Politiet arbejder nu videre med sagerne og forsøger at finde ejeren af den bil, som den 18-årige blev anholdt i, for at få klarlagt hans rolle sammen med den nu anholdte.

Deltag i debatten

Del.

Kommentarer er lukket.