En 63-årig bedstemor fra Greve oplevede noget af et mareridt torsdag aften, da hun blev udsat for et hjemmerøveri. Hun passede sit treårige barnebarn, og pludselig ringer det på døren. Hun åbner og tre unge mænd kræver at få penge. De siger, at bedstemoderens andet barnebarn – der er teenager og ikke er til stede i huset – skylder dem penge.

Da hun ikke kender dem, sender hun dem ud igen, men efter en times tid kan hun høre, at det pusler ved terrassedøren. Da hun vil se, hvad det er, viser det sig at være de tre mænd på 16, 17 og 18 år, der er vendt tilbage. De tiltvinger sig adgang til huset, og efterfølgende tager de en køkkenkniv, hvorefter en af dem passer bedstemoderen op med kniven, mens hendes treårige barnebarn sidder på skødet.

Får slået alarm
– De gennemroder huset, og da de ikke kan finde kontanter, tager de Ipads, telefoner og anden elektronik, siger pressemedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard.

Hjemmerøverne er i huset i en time bag nedrullede gardiner, hvorefter de tager bilnøglerne til bedstemodernes Citroën og kører væk. Bedstemoderen får slået alarm, og tyvenes bil bliver senere spottet foran Fisketovet i København af en patruljevogn, der sætter efter, og en større politijagt begynder med høj fart, hvor tyvene blandt andet kører over for rødt.

Stærkt chokeret
Politijagten stopper klokken lidt over et i nat ved et skarpt sving ved afkørsel fem ved Roskildevej, hvor hjemmerøverne kører ind i et autoværn, og efterfølgende bliver de anholdt.

– Bedstemoderne er stærkt chokeret af det her og har sovet hos naboen sammen med sit tre-årige barnebarn, som var vidne til røveriet. At gerningsmændene vender tilbage viser en stor kynisme, siger Martin Bjerregaard.

Motorvejen var efterfølgende afspærret, fordi politiet ledte efter tyverigenstande, som hjemmerøverne kastede ud af bilen under flugten.

Har du en god lokalhistorie så skriv til os på info@solrodmediehus.dk

kilde: Exstrabladet

Deltag i debatten

Del.

Kommentarer er lukket.