Kl. 11.11 anmeldte en opmærksom borger, at to ukendte mænd netop havde forladt genboens bolig bærende på formentlig en DVD-afspiller. Borgeren beskrev de to mænd, som politiet straks ledte efter og traf den ene på en sti i en tunnel under Hundige Centervej. Han var en 22-årig mand fra Greve, som blev anholdt, da han svarede til signalementet af den ene af de to indbrudstyve fra Tjurgården. I Tjurgården havde tyvene brudt ind i en lejlighed ved at sparke døren op. Den 22-årige blev sigtet for indbrud sammen med en p.t. ukendt mand, der beskrives som: mand, ca. 20 år, ca. 190 cm høj, iført lysegrå hættetrøje med hætten trukket op, mørke bukser, formentlig bærende på en sort DVD-afspiller. Politiet fandt ikke medgerningsmanden, men leder efter ham. Den anholdte blev løsladt i løbet af eftermiddagen efter afhøring til sagen.

 

Deltag i debatten

Del.

Kommentarer er lukket.