Ulovlig lejr / camping

Kl. 0835 bemærkede politiet, at nogen i nærheden af indgang Øst havde slået lejr med en del telte i et område, der var forbeholdt hyrevogne til afsætning af kunder. Politiet tog kontakt til lejren, hvor 15 mænd og kvinder fra Rumænien opholdt. De fik besked at rydde lejren og finde andet legalt om at slå lejr, hvilket de efterkom uden problemer.

Tyveri af taske

Kl. 1018 anmeldte en 18-årig kvinde fra Sorø, at hun natten mellem lørdag og søndag i tidsrummet kl. 0000 – 0300 havde fået stjålet en skuldertaske, hvori bl.a. en mobiltelefon lå. Hun havde opholdt sig tæt ved område L, da to mænd stjal hendes taske og løb væk. De to mistænkte blev beskrevet som: A: Mand, Mellemøstlig af udseende, 18-19 år, 180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: håret helt kort i siden, Iført: iført grå T-shirt, og B: Mand, Mellemøstlig af udseende, 18-20 år, 175 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: håret helt kort i siderne, Iført: hvid T-shirt. Politiet forsøger nu at få de mistænkte identificeret, ligesom politiet gerne vil høre nærmere fra personer, der har bemærket noget i forbindelse med tyveriet. Kontakt politiet på festivalpladsen eller via tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Udlænding uønsket i Schengen-området

Kl. 1152 kontrollerede politiet rutinemæssigt en udenlandsk udseende mand, som gik og samlede flasker inde på festivalområdet. Der var tale om en 47-årig mand fra Nigeria, som legitimerede sig med to identitetsdokumenter lydende på samme navn. Det var dog udløbet, og ved nærmere kontrol af hans personlige forhold viste det sig, at han havde indrejseforbud i et andet Schengen-land og måtte dermed ikke opholde sig i Danmark uden særlig tilladelse. Han blev derfor anholdt og sigtet for ulovligt ophold i Danmark, medens politiet nu efterfølgende i samarbejde med Udlændingestyrelsen finder ud af, hvad der videre skal ske med manden.

Konstatering af identitet på udlænding

Kl. 1250 kontrollerede politiet en udenlandsk mand, der opholdt sig på festivalområdet ved indgang Øst. Udlændingen havde ikke nogen festivalarmbånd på og kunne ikke dokumentere adgang til festivalområdet. Desuden havde han ikke nogen personlige identitetsdokumenter på sig, hvorfor han blev anholdt til fastlæggelse og kontrol af hans identitet. Der var tale om en 27-årig mand fra Rumænien, der blev løsladt efter nogle timer i politiets varetægt. Han blev ikke sigtet for noget i forbindelse med fastlæggelsen af hans identitet.

Uorden

Kl. 1333 måtte politiet blande sig i et slagsmål mellem en mand og en kvinde. Der var tale om en strid mellem en 25-årig kvinde fra Ballerup og en 35-årig mand fra Kgs. Lyngby. De var kærester og blev irettesat af politiet med hensyn til god opførsel på festivalpladsen ved indgang Øst. Ingen af dem blev sigtet for noget.

Anholdelse – Tyveri af billet og mobiltelefon

Kl. 1450 blev en politipatrulje kontaktet af en festivalens sikkerhedsvagter, idet en kvinde oplyste at have fået stjålet bl.a. sin mobiltelefon af nogle udenlandske kvinder. Hun oplyste et signalement på især en af de mistænkte kvinder, som offeret sammen med nogle havde standset og fået den stjålne mobiltelefon samt nogle andre mindre værdifulde effekter retur fra. Politiet fandt den mistænkte kvinde gående i området ved indgang Øst. Der var tale om en 24-årig kvinde fra Rumænien, som blev anholdt som mistænkt for tyveri. Offeret var en 36-årig kvinde fra København N, som under opstilling af telte i J-området havde fået stjålet en taske med bl.a. mobiltelefonen og personlige effekter. Også tasken havde hun efterfølgende fået retur, da den blev fundet efterladt i området. Ved visitation af den anholdte kvinde fandt politiet hende også i besiddelse af en gyldig, men ikke indløst festivalbillet og øl-billetter tilhørende en 24-årig mand fra Aalborg. Politiet kontaktede ham, hvorefter han efterfølgende konstaterede, at billetterne var stjålet fra hans telt i område G, hvor billetterne var stjålet fra en taske. Med assistance fra en tolk afhørte politiet den rumænske kvinde til de to forhold, hvorefter hun blev løsladt uden fremstilling i grundlovsforhør. Hun er fortsat sigtet i sagerne og vil blive indkaldt til et retsmøde, når sagen skal afgøres.

Tilsnigelse af adgang til festivalområdet

Kl. 1943 bemærkede en politipatrulje en udenlandsk mand, som de tidligere på dagen havde anholdt til konstatering af identitet. En 30-årig mand fra Rumænien var kl. 1510 truffet på festivalpladsen uden armbånd og var i øvrigt uden identitetsdokumenter. Da hans identitet var fastlagt, og han havde fået en afgift fra Roskilde Festival for uberettiget ophold på området, løslod politiet den 30-årige uden sigtelse for noget. Da han så igen kl. 1943 blev observeret inde på festivalområdet, blev han igen anholdt og nu sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at tilsnige sig adgang til et område, hvor det er en forudsætning, at der skal betales for at komme ind. Den 30-årige rumæner fik afgjort sin sag straks med en bøde.

Færdselsuheld / narkokørsel – Køgevej, Roskilde

Kl. 2009 var der sket et færdselsuheld, hvor tre biler var stødt sammen på Køgevej omkring Søndermarksvej. Det viste sig, at en 18-årig mand fra Roskilde under kørsel i nordlig retning i vognbanen for ligeudkørende frem mod krydset ved Darupvej havde påkørt bagenden af den forankørende personbil ført af en 52-årig kvinde fra Næstved. Hendes bil blev skubbet fremad og ramte personbilen foran ført af en 44-årig kvinde fra Frederikssund. Ingen kom til skade ved uheldet, men da den 18-årige blev skønnet påvirket af narkotika under kørslen, blev han kortvarigt anholdt og sigtet for narkokørsel. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Sur mand kørt til toget

Kl. 0027 ønskede personalet fra Roskilde Festival assistance fra politiet til at håndtere en mand, som var sur og højlydt gav udtryk herfor. Politiet fik kontakt til en 27-årig mand fra Kalundborg, som blev kørt til togstationen i Roskilde, så han kunne tage toget hjem for at falde til ro. Hvad han var sur over, har politiet intet kendskab til.

Fire mænd uden armbånd / ordensbekendtgørelsen

Kl. 0335 havde vagter fra Roskilde Festival truffet flere personer, der befandt sig på området uden armbånd. De blev tilbageholdt, og politiet fik kontakt med fire danske mænd på 15, 17, 18 og 18 år fra Tølløse, Dragør og Kastrup. De fik alle en afgift fra Roskilde Festival for uberettiget ophold på området. Den ene 18-årige fra Tølløse, der var påvirket af spiritus, havde også råbt nedsættende bemærkninger til en kvindelig festivalvagt, hvorfor politiet anholdt og sigtede ham for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Efter et par timer til afrusning og afkøling hos politiet blev han løsladt, men kan nu forvente en bøde som afgørelse på straffesagen.

Kilde: Midt – og Vestsjællands Politi

Deltag i debatten

Del.

Kommentarer er lukket.