Til byrådsmødet mandag aften blev vi byrådsmedlemmer mødt af forældre med gule roser, balloner, bamser og budskabet ”hvor er der en voksen?”.

Forældrenes opråb var ikke til at tage fejl af. Der skal være flere voksne i vores daginstitutioner. For selvom pædagogerne, hver evig eneste dag, gør et kæmpe stykke arbejde for vores mindste, er deres arbejdsvilkår ikke gode nok, og det går ud over vores børn.

I Socialdemokratiet ser vi flere udfordringer, der skal løses. For det første skal vores dygtige pædagoger have flere kollegaer, for det andet skal vi tilbagerulle den tidlige overgang fra vuggestue til børnehave, så børnene først starter i børnehave, når de er 3 år, og så skal vi have undersøgt, om børnene bliver flyttet for tidligt fra børnehave til SFO inden skolestart. Det vil naturligvis kræve et velfærdsløft, og i Solrød har vi pengene til det.

De der var til byrådsmødet, kunne høre Venstre negligere problemerne, og forældrene fik at vide, at de bare må affinde sig med de nuværende forhold. Men det overrasker vel ingen steder, eftersom det nyetablerede politiske partnerskab i Solrød byråd, med Venstre i spidsen, har aftalt, at der ikke må ske velfærdsforbedringer i Solrød Kommune de næste 3 år,

Heldigvis har vi fået en ny Socialdemokratisk regering på Christiansborg, der, til forskel fra Venstre i Solrød, har ambitioner på børnenes vegne. Derfor må vi glæde os over, at det ser ud til, at vi får flere penge til vores børn via den nye finanslov.

Jonas Ring Madsen (A)
Gruppeformand
Solrød Byråd

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.