Dansk økonomi skal op i gear igen efter den første nedlukning af Danmark. Kickstarten af økonomien bør bl.a. indeholde vores indefrosne feriepenge, som er et rigtigt godt middel til at få danskerne til at gå ud og bruge penge.

På grund af den nye ferielov bliver feriepenge for 100 milliarder kroner nu sat ind på en fond i stedet for lønmodtagerkonti. Det er i øjeblikket aftalt, at de penge først skal udbetales, når vi en dag går på pension.

Feriepengene er gode at bruge, for hvis alle de opsparede feriepenge sendes ud, så har Dansk Erhverv og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vurderet, at det vil skabe ca. 30.000 arbejdspladser.

Når de øvrige hjælpepakker til virksomheder udfases her i den kommende tid, så er feriepengene absolut en tiltrængt hjælpende check til de mennesker, som allerede har eller står til at miste deres job.

De forskellige politiske partier har været fremme med flere forskellige tiltag, som kan få sparket vores forbrug i gang – så mon ikke dette forslag om at sende pengene ud kan vinde gehør? Det koster jo ikke staten noget!

John Wennerwald
Regions- og byrådsmedlem for Socialdemokratiet

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.