Hvornår sker den første ulykke? Det spørger jeg mig selv om, hver gang jeg kører forbi udflytterbørnehaverne på Yderholmvej i Jersie Landsby, hvor jeg selv bor.

Børnehaven ligger på en såkaldt 2 minus 1-vej. Her kan to biler passere hinanden, selvom vejen kun har ét spor til bilister. Vejsiderne er så trukket op med kraftige striber, så fodgængere og cyklister kan føle sig mere trygge i trafikken. Lokalt i landsbyen er der delte meninger, om vejtypen nu også gør de bløde trafikanter mere trygge. Ikke mindst omkring udflytterbørnehaverne. For når børnene skal retur til København omkring kl. 15.00, holder de bestilte busser ofte på kantbanen – altså dér, hvor fodgængere og ikke mindst skolebørn normalt vil cykle.

På børnehavernes egen matrikel kan der kun holde to busser, hvis de holder meget tæt. I dag, onsdag den 6. november, holdt én bus dér, mens to busser – som billedet viser – holdt på kantbanen.

Desværre er busserne i deres gode ret til at holde der. Loven siger nemlig, at det som udgangspunkt – med mindre andet er angivet – er tilladt at parkere der. Og ’det andet’, for eksempel et parkeringsforbud, findes ikke.

For mig at se er der tale om et hul i loven. Meningen med 2 minus 1-vejene er blandt andet at sikre de bløde trafikanter, så de kan føle sig mere trygge i trafikken. Det gør de ikke i Jersie Landsby, når busserne holder på den del af vejen, der er tiltænkt de gående og de cyklende. I stedet skal de krydse vejen, der i myldretiden er særdeles belastet af biler, for så 100 meter længere fremme at krydse vejen igen for at komme ind, hvor cykelstien begynder. Det skaber farlige situationer.

Der er to løsninger på problemet. Børnehaverne, hvor en af ejerne er den cykelvenlige Københavns Kommune, kan give busserne besked om at parkere lovligt på en af de andre parkeringspladser på Yderholmvej. Den anden løsning er, at Solrød Kommune, som jeg flere gang har opfordret den til, indfører p-forbud, så vi undgår potentielt farlige situationer.

For én ting er sikkert: det her skal laves om. Ikke bare i Jersie Landsby, men over hele landet, hvor de bløde trafikanter uforvarende kommer i fare.

Af Bo Nygaard Larsen, byrådsmedlem, Radikale, Solrød

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.