Det Konservative Folkeparti holdte i weekenden landsmøde og meldingerne var velkendte; Den gamle traver om, at arveafgiften for familieejede virksomheder er en dødsskat, som koster jobs, vækst og lukker små familieejede virksomheder, fik igen en tur i møllen.

Vi har hørt det før og det bliver stadig ikke mere korrekt af den grund.

Selvom afgiften gøres til et spørgsmål om moral, ændrer det ikke på, at skatterne opkræves for at opretholde vores velfærdssamfund og at det er mest retfærdigt, når de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder.

I dag betales der 6 pct. mod oprindeligt 15 pct. i arveafgift. De Økonomiske Råd har i deres rapport fra foråret 2019 beskrevet, hvorfor den nuværende lave afgift er uhensigtsmæssig i et samfundsøkonomisk perspektiv, og hvorfor den bør hæves.

For det første giver den lave skat incitament til skattetænkning i form af, at flytte formue over i familieejede virksomheder. For det andet tyder empiriske undersøgelser på, at familieejede virksomheder efter en familieoverdragelse er dårligere ledet, og opnår lavere indtjening end andre virksomheder.

Opkrævning af afgifter skal ske dér, hvor det samfundsmæssigt er mest effektivt og her er arveafgiften en af topscorerne.

John Wennerwald
Regions- og byrådsmedlem for Socialdemokratiet

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.