For 3. g’erne på Køge Handelsgymnasium er det snart tid til at sætte i en ny retning. Men hvilken når nu en studentereksamen åbner for mange døre? I slutningen af januar fik eleverne mulighed for at møde gamle elever og høre om deres valg af veje efter KHS. Det blev tid for Karrieredage.

Lærerne Astrid Vandenbergh Haaeman og Anita Idorn har atter i år været teamet bag to-dage arrangementet Karrieredage på Køge Handelsgymnasium. De havde inviteret 14 gamle elever, som kom og delte deres historier med 3. g’erne i auditoriet på Køge Handelsskole.

De gamle elevers fortællinger bragte tilhørerne i mange forskellige retninger – eleverne berettede om deres hverdage på CBS, Københavns Universitet, KEA og politiskolen. De læste alt fra jura til kommunikation, design, markedsføring til økonomi. De gik efter at blive sygeplejerske, filosof og folkeskolelærer. Det var med andre ord en mangfoldighed af videreuddannelsesmuligheder, som 3.g’erne hørte kunne følge efter en studentereksamen fra Køge Handelsgymnasium.

Masser af udblik

“Karrieredage er en vigtig aktivitet for os og udgør del af vores ambition om at vejlede til videregående uddannelser efter studentereksamen. Ud over Karrieredage tilbyder vi vores elever brobygning til videregående uddannelser i form af studiepraktik i oktober, vi har uddannelsesmessen KarriereTanken i november og løbende vejledning fra Studievalg Sjælland. Parallelt med uddannelsen er det vores opgave at vores elever bliver forberedt til at træffe et uddannelsesvalg – og sætte retning på deres fremtidig karrierevej,” siger Astrid Vandenbergh Haaeman.

“Under Karrieredagene møder vores 3.g’ere gamle elever, som blev studenter fra Køge Handelsgymnasium inden for få år – og samtidig har de “gamle” elever stadig friske erindringer om de sidste måneder på skolen, studentereksamen og sommerfugle i maven over forventningerne om alt, der venter. For de gamle elever er også ren nostalgi at hilse på deres lærere,” Anita Idorn.

“Fuldstændig på linje med STX og HTX, så åbner et studentereksamensbevis fra HHX dørene op til alle slags uddannelser herunder lange videregående uddannelser på landets højere læreanstalter, CBS og universiteter. Her fra handelsgymnasiet bliver de klædt godt på med kompetencer inden for fx økonomi, handel, sprog og globale forhold – og derfra kan det gå i alle retninger – og det viser Karrieredagene også med stor tydelighed,” siger Astrid Vandenbergh Haaeman, som har været tovholder på Karrieredage fra begyndelsen.

Kilde: KHS

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.