Line Pico Sørensen fra Køge og Alexander Dolmer Franck fra Solrød e deltagere på Den grundlæggende lederuddannelse på Kursuscentret KHS på Køge Handelsskole. Forløbet har givet dem en masse brugbare værktøjer – store som små, som de både kan bruge i deres arbejdsliv og i deres privatliv.

”I disse dage har vi haft konflikthåndtering på programmet. Her har én af de største a-ha oplevelser for mig som leder været, at jeg ikke behøver at være den, som skal løse konflikten,” siger Line Pico Sørensen og fortsætter: ”Jeg har i stedet fået værktøjer til at støtte medarbejderne og skabe tryghed for dem, så de selv kan løse en eventuel konflikt”.

”Med forløbet Den grundlæggende lederuddannelse er jeg samtidig blevet opmærksom på, hvordan jeg skal bruge mine kommunikative evner til at blive en endnu bedre leder og være opmærksom på at formidle ting på den rigtige måde, så vi kan forhindre misforståelser og konflikter på arbejdspladsen,” siger Line Pico Sørensen.

Konfliktens ABC

Alexander Dolmer Franck er enig med sin medkursist. På modulet konflikthåndtering har han særligt taget fænomenet ”Konflikthåndteringens ABC” til sig, som man kan støtte sig til og hjælpe en person med at blive klogere på den konflikt, de er en del af. Det er et lille værktøj, som hjælper én med at stille spørgsmål til den, der er i konflikt, så vedkommende kan blive afklaret om konflikten og finde måder at handle og komme ud af konflikten. En hjælp til selvhjælpsværktøj, som Alexander Dolmer Franck siger det.

Også personlig gevinst

Både Line Pico Sørensen og Alexander Dolmer Franck er begejstrede for forløbet.

Line Pico Sørensen og Alexander Dolmer Franck

”Jeg vil helt klart anbefale andre at tage Den Grundlæggende Lederuddannelse. Det er ikke bare fif til ledelse, men man får i høj grad også personlig udvikling,” siger Line Pico Sørensen.

”Det er ikke noget, man kun kan bruge inden for ledelse. Det er også anvendeligt, hvis man fx arbejder i teams – og selvfølgelig glimrende at vælge, hvis man går med en lille leder i maven og drømmer om at komme godt videre i virksomheden. Og redskaberne fra forløbet kan også bruges hjemme i privaten,” siger Alexander Dolmer Franck.

”Det er ikke kun, det man får med sig i bagagen – vi har på kurset også fået et helt vildt godt netværk, som man kan sparre med. Det er givende at høre om de forskellige brancher, som vores medkursister kommer fra – og erfare, at alle de udfordringer, man selv møder, er man ikke den eneste som står med,” siger Line Pico Sørensen, som i disse dage er ekstra glad. Hun var blandt de få ledige, der begyndte på kurset, men hun har netop har fået tilbudt et spændende job af én i sit nye netværk, og lige om lidt begynder hun i jobbet.

Næste udgave af lederforløbet, som Line Pico Sørensen og Alexander Dolmer Franck går på, begynder 21. april.

For yderligere information kontakt uddannelsessekretær Katja Lorentzen på tlf. 91346651 eller kml@khs.dk.

Kilde: KHS

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.