4 ud af 10 danske bilister indberetter ikke skader på bilen, hvis skadesbeløbet ligger under deres fastsatte selvrisiko. Det vil Q8 i samarbejde med AIG lave om på med en ny tillægsforsikring, ’Q8 Low RisQ’, som giver danske bilister mulighed for at undgå at betale selvrisiko efter en bilskade. Ordningen lanceres som led i Q8’s mål om at hjælpe danskere på farten.

Q8 lancerer i samarbejde med AIG et nyt forsikringsprodukt, så danske billister kan undgå at betale dyre selvrisici ved bilskader. Det sker gennem tillægsforsikringen ’Q8 Low RisQ’, der fjerner selvrisikoen ved traditionelle bilforsikringer.

 

”Mange danske bilister frustreres af, at en generel meget høj selvrisiko udløses, når en bilskade indtræffer. Det irritationsmoment har bilisterne nu mulighed for at fravælge gennem vores nye tillægsforsikring, hvor man bl.a. kan få refunderet selvrisikoen op til 4000 kr. ved sin ansvars- og kaskoforsikring uanset, hvor man har sin bilforsikring,” siger Tine Peters, Salgs- og Produktchef fra Q8.

 

Undlader at indberette bilskader

Idéen bag det nye produkt har udgangspunkt i en ny undersøgelse fra 2015 foretaget af analysevirksomheden Wilke, som involverede 2099 privatbilister med egen bil. 50 procent af de adspurgte svarede, at de har haft skader inden for de seneste tre år, og af disse havde 40 procent ikke indberettet det til forsikringsselskabet.

 

”Vi kan ud fra undersøgelsen se, at mange danske bilejere undlader at indberette mindre bilskader og i stedet selv vælger at dække beløbet eller helt undgår at få småskaderne udbedret. Én af årsagerne er, at forsikringspræmien kan stige, hvis du indberetter en bilskade, men det tager den nye tillægsforsikring også højde for,” siger Tine Peters fra Q8 og fortsætter:

 

”Vores vigtigste mission er at tilbyde løsninger til bilister på farten, som gør hverdagen nemmere for danskerne. Det gør en uforudset regning eller en forhøjet forsikringspræmie fra en selvrisiko bestemt ikke, og derfor har vi skabt det nye forsikringsprodukt.”

 

AIG vil imødekomme behov hos forbrugerne

Tillægsforsikringen har seks underdækningsområder: selvrisikodækning på kasko- og ansvarsforsikring, skader på eksternt monteret fritidsudstyr (ex cykler/tagboks mv.), indbrud i bilen, udskiftning af ruder, lygter og spejle, tyveri af nummerplader samt tankning af forkert brændstof. Bilisterne kan for 88 kr. om måneden få hver af de seks områder dækket to gange årligt.

 

”Ved at samarbejde med Q8 kommer vi direkte ud til billisterne på landevejene, og samarbejdet giver derfor rigtig god mening for os. Det er et nyt produkt på forsikringsmarkedet, som er baseret på de behov hos forbrugeren, vi har set i gennemførte bilistundersøgelser. Dem forsøger vi nu at imødekomme,” siger Bo Kristensen, Nordic Head of Service Programs hos forsikringsselskabet AIG.

 

Q8 Low RisQ lanceres mandag den 30. november i hele Danmark.

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.